KSK vinder Mini Turnering 2009/2010 i kreds 2
Skrevet af s_u d. 10. marts 2010 00:00
Miniturnering 09/10

I den forgangene weekend deltog Køges Miniturneringshold i sidste og afgørende stævne i Ballerup, hvor Køges målsætning var at indhente 8 point til det førende hold Kvik Kastrup, og endnu engang få pokalen til Køge.
Det var helt fantastisk at se, hvordan Køges hold kæmpede og fightede som ét hold, og det endte da også med at Køge svømmeklub løb af med dagens sejr, og samlet set blev vindere af turneringen med 658 point med KVIK på anden pladsen med 642 point og på en samlet tredjeplads blev det Triton Ballerup med 618. Selvom alle Køge svømmerne leverede flotte resultater må Lasse Sylows præstation i 100 og 200bryst være stævnets absolutte top præstation!  KLIK på læs mere nederst.

Images: MiniTurneringsvinderede2010.jpg
Svømmerne er Lasse Sylow, Mathias Halvorsen, Rasmus Birkedal, Mikkel Holm Jensen, Kathrine Hansen, Ida Henriksen, Astrid Delin og Maria Uldal.


Udvidet nyhedstekst
Stævnet startede ud med 4*100fri, hvor Køge svømmeklub umiddelbart inden havde stillet sig op bag skamlerne og heppet, råbt og vist overarme, hvilket var et herligt syn for træneren og det indbudte ”hepperåb”.
 
Pigerne havde ved de sidste tre stævner vundet netop denne holdkap, hvilket igen gjorde dem til favoritter. Samtlige piger leverede flotte præstationer selvom de på intet tidspunkt var presset. Holdets yngste pige, Astrid Delin, svømmede så hurtigt som 1.14. 3, hvilket er en tangering af hendes personlige rekord på kortbane! Kort tid efter var det drengenes tur, og de kæmpede lige så hårdt med konkurrenterne fra KVIK. Rasmus Birkedal var Køge svømmeklubs første dreng i baljen, og det gjorde han super godt. Han svømmede så hurtigt som 1.05.0, hvorefter Mikkel Jensen hoppede i efterfulgt af Mathias Halvorsen.
Images: Mathiasudspring.jpg

Det er tydeligt at Mathias skifte fra Haslev til Køge virkelig har forbedret hans teknik. Han svømmede meget kontrolleret og roligt 100 fri på 1.03.1! Til sidst skulle Lasse Sylow kæmpe mod en kæmpe gut fra KVIK, og lige meget hvor meget han kæmpede og sprøjtede og viste tænder kunne han ikke holde ham bag sig, og Køge blev desværre slået på målstregen.

Efter en kort pause, hvor stemningen i Køges lejr var helt i top skulle de individuelle løb i gang. Ida Henriksen var Køges første svømmer, og hun skulle ud i et tæt opgør mod Josephine Holm fra KVIK. Pigerne lå side om side indtil de sidste 50 meter, hvor Ida svømmer fra hende og sikre Køge endnu en sejr, hvilket også var tilfældet på 100fri. Tiden på 200fri er så hurtig at Ida helt sikkert vil kunne blande sig i toppen af hendes årgang til SRØ. Hos drengene svømmede Mikkel Holm 200 og 100fri og ligeledes i tider helt op til hans personlige rekord på kortbane!

Efter 200fri stod den på 100bryst, hvor den unge-Kage glade Astrid Delin igen svømmede op til hendes niveau på kortbane. Hun bliver helt sikkert meget spændende at følge ved næste weekends SRØ. Hos drengene skulle Lasse Sylow svømme – han lagde ud som lyn og torden, og viste virkelig hvordan 100 bryst skal svømmes. Lasse er et år yngre end de ældste i turneringen, og til trods for det så er han tæt på at gi de øvrige svømmere baghjul! Han slutter i tiden 1.24.4, hvilket er to sekunders personlig rekord set i forhold til hans kortbane tid. Denne tid rykker Lasse frem som den fjerde hurtigste dreng i hans årgang, og tilmed er det kravtid til DÅM! Lasse svømmer lige så flot på 200 bryst, og igen i ny personlig rekord. TILLYKKE!
Images: Lassemedpokal.jpg 
Efter de første 6 løb havde Køge endnu ikke indhentet nogle point ind på KVIK Kastrup, hvilket ikke lige var efter planen. Om de øvrige hold gik kolde eller om Køge bare var det bedre fortæller historien intet om, men i hvert fald begyndte Køge herefter at indhente det ene point efter det andet. Rasmus Birkedal og Maria Uldal svømmede begge 200 ryg og 200 IM i flotte tider selvom løbene lå meget tæt, og især skal nævnes Marias 200 IM, hvor hun sætter personlig rekord med ikke mindre end 4 sekunder.

Mathias Halvorsen kom virkelig på prøve da han skulle ud i 100fly, men klarede det super flot, og i en ny personlig rekord. Han deltog også i 100fri, hvor han var oppe i en tæt dyst med hans konkurrent Tobias Vester. Efter et meget flot teknisk løb blev han desværre slået på målstregen, men det er helt sikkert at Mathias er frisk på at vinde i stedet ved SRØ.  Til sidst var Kathrine Hansen i vandet, hvor hun sikrede Køge 12 vigtige point.

Inden den sidste holdkap, 4*100IM, var det helt sikkert at Køge ville vinde både den samlede sejr og pokalen, så det var en folk trætte men meget glade svømmere der kom i mål efterfølgende.
Efter stævnet havde ”Farmor” bagt DEJLIG kage, og da svømmerne ankom til klubhuset i Køge igen blev de budt velkommen af banner og pizza
J
Det er utroligt så meget holdet har udviklet sig gennem sæsonen, og med dette flotte resultat er jeg helt sikker på at Køge svømmeklub til næste år må være at finde i den bedste kreds!
Jeg glæder mig allerede til næste år!
Endnu engang tillykke til alle svømmerne for den flotte præstation!
Images: Fjolledesvoemmere.jpg
Stine Lyngby