|
Scheelsvej 2A 4681 Herfølge Kontortid: Tirsdag og onsdag: kl. 09.00-12.00 Torsdag: kl. 14.00 - 17.00 Tlf. 5663 5666 Fax. 5663 5612 E-mail | | | | |
|
| Forrygende start på langbane-sæsonen i Luxembourg |
Vi tog afsted allerede torsdag, for at være forberedte til stævnestart fredag. Ydermere blev vi i Luxembourg indtil mandag for at kunne deltage i finalerne søndag aften. Begge dele viste sig at være fornuftigt. Vi havde en helt anden optakt og forberedelse til stævnet end de danskere, der kom til stævnet samme dag, som de skulle svømme.
Medaljer Udbyttet af stævnet blev overordnet over al forventning med i alt 8 medaljer - 5 til Christina Munkholm i årgangsklassen og 3 til Kia Hansen i juniorklassen. I seniorklassen er vi endnu ikke stærke nok til at få medaljer til så stort et stævne, men til sammenligning fik de to andre danske klubber til stævnet 0 medaljer tilsammen.
Christina fik guld i 50, 100 fly, 50 fri og 200 medley og sølv i 200 fly. Specielt hendes 100 fly var imponerende, men mere om det senere.
Kia fik sølv i 800 fri og 100 fly samt bronze i 400 fri.
Finaler Vi var repræsenteret i en A-finale (Kia Hansen i 100 fly) og 9 B-finaler (Munkholm i 50 fly, 100 fly og 200 medley, Christian Paaske i 200 medley, Frederik Christensen i 100 og 200 ryg, Caroline Eskildsen i 50 ryg, Lars Merl i 100 bryst og Sabrina Wielsøe i 200 ryg), hvilket var overraskende, da niveauet til stævnet i år var meget højt.
De enkelte svømmeres præstationer er kort gennemgået herunder:
Christina Munkholm (96) Endnu engang leverer Munkholm varen - denne gang på en noget større scene end normalt. Hun svømmer fremragende og vinder 4 guldmedaljer i årgangsklassen til et meget stærkt besat stævne. Hendes vindertider i 50 fly (0.29.28) og 100 fly (1.05.25) er internationalt højt niveau af en årgangssvømmer, og Christina ligner mere og mere endnu en topsvømmer fra KSK på længere sigt.
Kia Hansen (95) Kias crawl fungerede ikke under stævnet, da vi på forhånd havde sat næsen op efter kvalifikation til EM for juniorer. Vi må dog sande, at styrketræningen har tærret gevaldigt på Kias kræfter i de længere crawlløb. I fly var Kia til gengæld rigtig skarp med en forryggende PR i 100 fly (1.04.68) og en tid meget tæt på PR i 200 fly lige efter en lang 800 fri.
Iben Fjord Kjærsgaard (95) Endelig (!) svømmede Iben sin chance i crawlløbene og fik fuld valuta for pengene med flotte PR i 50 fri (0.29.24), 100 fri (1.02.76), 200 fri (2.16.94) og 400 fri (4.48.09). Rigtig godt at se Iben svømme for "at svømme hurtigt" i stedet for (som normalt) at svømme for "ikke at svømme langsomt". Der er meget stor forskel på indstillingen når man gør førstnævnte - og også meget stor forskel på præstationerne!
Christina Witten (95) Som nyoprykket A-holdssvømmer var Christina i dén grad med for at lære, hvordan man gebærder sig til et kæmpe stævne med eget ansvar for at få alting til at klappe - hotel, mad, tidspunkter for opvarmning, have styr på akkrediteringskort, svømme lang udsvømning efter sine løb, etc, etc. Hun klarede det hele uden problemer og fik også svømmet nogle fornuftige løb. Specielt 100 bryst på 1.23.98 med PR de første 50 (0.38.97) var godt, og det skal blive spændende at se Christina tackle næste udfordring, nemlig en to ugers træningslejr i Spanien senere på måneden.
Caroline Eskildsen (95) Efter først skiferie (heldigvis den sidste i mange, mange år) og sygdom siden jul var Carolines baggrund ikke den bedste op til stævnet, men hun får stadig lavet mange gode løb. Både 200 fly (2.31.8) og 50 ryg (0.31.93) var rigtig fornuftige - sidstnævnte endte også med en B-finale, hvilket var overraskende. Et halvt år uden sygdom til Caroline var et af mine ønsker til jul... hvis det går i opfyldelse, bliver det vildt.
Viktor Christensen (95) Ligesom Christina Witten var Viktor med for at lære - men det lod han sig bestemt ikke mærke af! Han satte PR i alle sine løb og specielt 400 fri (4.30.70) og 200 bryst (2.37.53) var fremragende. Brystsvømningen var en nydelse og var helt sublimt splittet - og så tilmed af så ung en svømmer. Et meget spændende blad, som det skal blive spændende at følge på to ugers træningslejr. Viktors arme er stadig lidt tynde, men den del arbejdes der ihærdigt på...
Mark Meyer Poulsen (94) Siden 1. august har Mark været den flittigste svømmer på holdet til træning og med undtagelse af enkelte ukoncentrerede træningspas i efteråret har indstillingen været helt i top. Specielt her efter jul har Mark været superkoncentreret til træning og har øjnet at forbedre de små deltaljer. Siden efteråret har min pointe til Mark også været: "Bliv ved med at træne sådan, så kommer resultaterne lige pludselig". Og det gjorde de så! 2.32.32 i 200 bryst af en årgangssvømmer er klasse! (Split: 34.8, 39.0, 39.3, 39.3...!!). Mark satte også PR i sine andre løb, med 100 bryst (1.11.20) og 50 bryst (0.32.80) som de bedste løb. Det er en GAVE til Mark, at Danske Årgangsmesterskaber i juni er på langbane. Puha, han bliver giftig...
Lars Merl (93) Stævnets største KSK-præstation i et enkelt løb blev - trods de mange medaljer til pigerne - leveret af Lars Merl. Ligesom Mark fik han pludselig fuld valuta for en super træningsindsats siden efteråret og forbedrede sin PR i 100 bryst fra 1.09.32 til 1.07.38! Lars er nu nummer 1 på den danske rangliste i sin årgang og absolut en bejler til medaljer til DJM om to måneder. Fedt, at det giver valuta for Lars at tage arbejdsbukserne på i stedet for at hygge sig nede bagi, som han gjorde i august og det mest af september indtil vi fik snakket lidt om livet og om træning... KSK har fået en ny junior-topsvømmer!
Morten Suhr (93) Med det primære løb 200 fly, var Mortens fokus klart: Få konverteret sin flotte kortbanetid til langbane. Det lykkedes næsten med tiden 2.19.6 - en PR med 6 sekunder. Morten har et stort potentiale i fly og det bliver spændende at se hvor meget der er at skyde med til DJM. Han er jo trods alt kun førsteårsjunior. Udover 200 fly svømmede Morten en flot 100 fri (0.57.08) og en ganske god 200 medley med 2.23.81.
Simone Norman Pedersen (93) Euromeet i Luxembourg vil ikke stå som Simones bedste stævne nogensinde. Det fungerede simpelthen bare ikke. Vi mistænker styrketræningen for at være skyld i en generel mathed fra Simone. Hun var træt i kroppen og kunne slet ikke komme op i fart og både medley og crawl fungerede decideret dårligt. Simone viste dog stor moral og svømmede faktisk to gode rygløb, så det var positivt at se den slags gejst midt i vores fælles irritation over at det bare ikke kørte denne weekend.
Christian Warm (92) Flotte personlige rekorder i 3 af 5 løb - nemlig de tre 50 metere: Fri (0.25.45), bryst (0.32.22) og fly (0.28.87). Vi har omsider fået styr på Christians skuldre med god hjælp fra Claus, der er vores dygtige kiropraktor. Det er tydeligt, at bare de fire ugr med øget træning har givet fuld effekt, og det bliver rigtig spændende at følge Christian frem mod DJM - en to ugers træningslejr i Spanien kommer helt sikkert til at have en rigtig godt effekt.
Christian Paaske (92) Med B-finale i 200 IM og en flot 400 IM (dog med disk) var det et ok stævne for Paaske. Det virkede som om Paaske var lidt afmattet hele weekenden, og han var da også - som ofte før - ramt af lidt sløjhed med snot, slim og andre appetitvækkende ting. Som med Caroline Eskildsen, har et af ønskerne til jul fra min side været et halvt år uden sygdom. Christians potentiale er enormt - hvis sygdom vel at mærke undgås. Kan vi holde ham rask på to ugers træningslejr er han en outsider til DJM, der kan tage en medalje hvis alt klapper.
Frederik Christensen (92) Efter nogle meget tunge uger, hvor Frederik har været meget, meget træt, lykkedes det os med to dages letten på speederen og et enkelt misset styrkepas at få ham op i gear til Luxembourg. Frederik svømmede fornuftige rygløb med B-finale i både 100 og 200 - selv om det dog ikke blev til PR. Han satte til gengæld PR i 50 og 100 fri samt 50 fly. Frederik kan svømme mange forskellige løb, og det er ikke til at sige, om det er fly, fri eller ryg, der bliver hans bedste bud på en topplacering til DJM.
Yalda Ghaznavi (92) Vores allesammens iranske tornado svømmede masser af fine løb. Yalda har været lidt ramt af en overbelastning i små to uger, men svømmede alligevel fine tider i brystsvømning med PR i 50 (0.37.81), 100 (1.22.54) og 200 (2.57.52). I crawl blev det til hædderlige løb i 100 og 200 crawl. Kan vi holde hende fra overbelastning frem mod DM er der meget mere i vente!
Martin Madsen (90) Det har været nogle sløje uger op til stævnet, da Martin har døjet med en øm skulder. Derfor var det ikke et stort chock, at han havde svært ved at få tingene til at glide. Efter en lang og meget trættende 1500 fri fredag aften kom Martin aldrig rigtig i gear. Set i bagklogskabens lys skulle vi have droppet 1500 fri fredag aften efter to uger med nedsat træningsmængde - den kostede simpelthen for meget. Den må jeg tage på min kappe.
Sabrina Wielsøe (90) Sidst, men absolut ikke mindst, skal Sabrina nævnes. Hun var glad for sin dragt i efteråret og havde på forhånd været lidt tøvende overfor at skulle smide den fra 1. januar. Men det frygt var helt ubegrundet! Hun svømmede præcist lige så hurtigt som i efteråret! Endda hurtigere i crawl end i efteråret! Hun svømmede således helt forrygende i 800 fri (PR med 18 sekunder til 9.30.92!!) og 400 fri (PR med 5 sekunder til 4.40.38) og fik desuden lavet en fin 200 ryg, der også endte med B-finale. Tiden 2.28.34 er kun halvandet sekund fra hendes PR, der er 3 år gammel. Ligesom i efterårssæsonen ser det ud til, at Sabrina får en helt vild sæson her i foråret. Hun træner stabilt, hårdt og konsistent og med en positiv og glad indstilling til tingene er hun nået rigtig langt siden 1. august. At være positiv og give den en spand kul frem for at være bange for fiasko er en af Sabrinas fornemmeste egenskaber. Rigtig mange svømmere kunne lære noget af hendes "go-getter"-attitude. Vi har ikke set det sidste til hende endnu...
Generelt Svømmernes indstilling og professionalisme stod i skærende kontrast til mange af de andre svømmere til stævnet. KSK-svømmerne tog selv vare på hvornår de skulle være i hallen for at være klar til deres løb, de var oppe i god tid inden morgenmad og de var vakse og klar fra de gik ind i hallen. Også selv om det var tidligt for nogle begge dage. De svømmede de 2000-2500 opvarmning som man SKAL i grundtræningen for at være bare lidt klar til at svømme langbanestævne, og de svømmede de 1000+ meter udsvømning man OGSÅ skal efter hvert løb for at være klar til næste løb. Det var simpelthen en fornøjelse at se på!
Grunden til vores gode resultater til dette stævne (og i hele efteråret) er, at vi gør tingene rigtigt! Til træning, til stævner, hjemme, i skolen, når vi spiser, når vi hviler, etc., etc., etc.
Kan vi blive ved med det alle sammen, så kommer det til at gå hurtigere end jeg først troede, at få KSK helt frem nationalt som den bedste juniorklub i landet.
Så kære svømmere: Det virker som en lille ting at svømme 2000 i stedet for 1200, men det er så uhyre vigtigt. Det samme med 1000 udsvømning i stedet for 500. Det samme med selv at stå for vækning i stedet for at få mor til det. Det samme med at bruge ekstra tid på udstrækning fire måneder før DM. Men tro mig: Det er vigtigt! Bliv ved med at gøre tingene rigtigt. Hvis man gerne vil være rigtig go, så starter det i morgen! Ikke om fire uger eller i næste uge. I morgen. Altid og hele tiden.
En helt igennem positiv tur til Luxembourg afsluttes hermed. Jeg glæder mig usigeligt til resten af sæsonen!
Mvh en meget tilfreds Clausen
|
|
| Kommentarer |
|
Der er ikke skrevet kommentarer.
|
|
| Kommentér |
|
Du skal logge ind for at kommentere.
|
|
| Vurderinger |
|
Du skal være registeret bruger for at kunne vurdere en tekst.
Log ind eller meld dig til.
Teksten er ikke vurderet.
|
|
|
|